fredag den 20. marts 2015
Er de handicappede anderledes?
Her for nylig har det buldret i pressen med vrede bemærkninger, da den 47 årige handicappede mand Lars Pedersen, blev overfaldet i et S tog af ukendte gerningsmænd.
Mandag morgen d. 22 september blev den 47 årige handicappede mand Lars Pedersen, overfaldet i et S tog. Det har igen fået folk til at reagere kraftigt på, hvor anderledes de handicappede er fra normale mennesker. Der har både været mange vrede kommentarer, men også mindre vrede. Vi har været ude og spørge mange forskellige folk om hvad de synes om overfaldet på den 47 årige handicappede mand. Her svarer langt over 80 % af dem vi har spurgt at, de har mere medlidenhed med ham fordi han er handicappede. Her ser vi den 47 årige Lars Petersen 2 dage efter overfaldet.
Det var dette S tog hvor overfaldet fandt sted.
Det er det svære ikke første gang nået i denne retning er sket. For 2 år siden blev en handicappede mand som dog havde en kriminel bagrund, skubbet ud af sin kørestol af politiet, og kunne ikke gøre nået for at komme på benene igen. Hvad politiet ikke vidste, var at episoden blev filmet, og der efter blev lagt på de sociale medier. Det fik pressen til at koge over, og den daværende politi formand, blev nød til at undskylde pinligt på politiets vegne.
Men hvorfor kommer disse sager gang på gang? Er de handicappede virkelig anderledes fra os. Mange vil sikkert mene at de handicappede er meget anderledes fra os, da deres krop ikke funger optimalt som os andres. Men andre mener også, at bare fordi de er handicappede, burde men ikke reagere hårdere på det. Dog vil politiker Birde Rønn Hor+nbech, komme med et nyt lov forslag, om at man burde kunne øge straffen for vold, hvis det bliver begået på handicappede.
Lige nu ligger Lars Petersen på OUH i Odense, hvor han venter på han kan forlade det næste lørdag.
Det er OUH i Odense hvor Lars Petersen er indlagt, hvor han kan glæde sig til at komme ud næste lørdag.
Vi har været ude og spørge Lars Petersen mor om hvordan de har det, efter angrebet på deres Søn Lars Petersen.
Hun siger:
Jeg er rigtig rystet over angrebet på min søn. Jeg kan ikke forstå hvordan man kan få sig selv til at slå på en handicappede. Udtaler Lars Petersens mor.
Viki Monster af freya
Jeg hedder Viki. Jeg er et monster. Et lille, dumt monster. Et monster med en stor, sort manke og en bred tud. Et monster der skal starte på en ny skole.
Min nye lærer følger mig ind i klassen, skubber mig foran sig og beder mig om at præsentere mig selv. Jeg bliver varm og kold på samme tid. Jeg har lyst til at løbe væk.”Hej... Jeg er Viki…” begynder jeg, men jeg når ikke at fortsætte, før de andre begynder at grine. Sikke en klasse, tænker jeg. ”Og jeg er et monster” mumler jeg, da jeg sætter mig på den plads min lærer viser mig. Pigen til venstre for mig griner ikke. Hun smiler ikke engang. Hvorfor ikke? Synes hun ikke jeg er mærkelig? Eller grim? Jeg får øjenkontakt med hende, men hun kigger hurtigt ned i bordet.
Næste morgen da jeg kommer i skole, griner de alle sammen af mig, så jeg skynder mig hen på min plads, og finder mine bøger frem til første time. Vi skal lave gruppearbejde, men der er selvfølgelig ikke nogen, der vil arbejde sammen med mig. Læreren sætter mig sammen med tre andre piger. De snakker ikke til mig men stikker hovederne sammen og fniser, når de kigger på mig. Det første frikvarter er forfærdeligt! De mobber mig, de kalder mig monster, de sparker mig og siger jeg skal smutte hjem. Og jeg vil bare så gerne hjem. Da skolen endelig er forbi og jeg er på vej hjem, kaster de sten efter mig. Jeg ved jo godt at jeg er anderledes, men jeg synes de overdriver meget.
I dag har jeg fået nok. Jeg tager ikke i skole. Jeg gemmer mig i et hjørne på mit værelse. Jeg vil blive der resten af dagen. Men pludselig rammer en sten ruden, og jeg styrter sammen. Nu banker det på døren. Mit hjerte banker vildt og jeg lytter. Mor åbner døren og jeg hører stemmer nede i gangen. Så er der trin på trappen og de stopper ud for min dør. Døren bliver skubbet op. Jeg bliver bange. Men så dukker der et lille, gult hoved frem. Det er pigen jeg sidder ved siden af. ”Hej Viki Monster” hun smiler, men hun laver ikke sjov med mig. Hun hedder Susi. Og hun er rigtig sød. Vi er sammen resten af dagen. Og i skolen forsvarer hun mig ved at sige, at det kun er udseendet, der er anderledes, men de andre siger, at det sidder i hjernen.
En dag da Susi og jeg sidder og snakker, siger hun lige så stille ”jeg har også været et monster. Men det er jeg ikke mere. Nu er jeg bare en pige fra Japan” hun holder en lille pause, ”hvor kommer du egentlig fra?” Nu forstår jeg hvorfor hun ikke grinte, og hvorfor hun hjalp mig. Hun ser mig ikke som et monster, men en helt normal pige. ”Jeg er fra Kenya” svarer jeg. Den dag er vi mere stille, end vi plejer at være.
Det er en god morgen, solen skinner og fuglene fløjter. Jeg ser mig i spejlet. Men der er ikke noget monster, der ser tilbage. Kun en pige fra Kenya. Hun smiler og siger: ”Jeg hedder Viki. Jeg er en helt normal pige.” Jeg skynder mig i skole. Jeg håber at de andre vil glemme at jeg var et monster. Men de griner stadig af mig.
Jeg hedder Viki. Jeg er et monster. Et lille, dumt monster. Et monster med en stor, sort manke og en bred tud. Et monster der skal starte på en ny skole.
Min nye lærer følger mig ind i klassen, skubber mig foran sig og beder mig om at præsentere mig selv. Jeg bliver varm og kold på samme tid. Jeg har lyst til at løbe væk.”Hej... Jeg er Viki…” begynder jeg, men jeg når ikke at fortsætte, før de andre begynder at grine. Sikke en klasse, tænker jeg. ”Og jeg er et monster” mumler jeg, da jeg sætter mig på den plads min lærer viser mig. Pigen til venstre for mig griner ikke. Hun smiler ikke engang. Hvorfor ikke? Synes hun ikke jeg er mærkelig? Eller grim? Jeg får øjenkontakt med hende, men hun kigger hurtigt ned i bordet.
Næste morgen da jeg kommer i skole, griner de alle sammen af mig, så jeg skynder mig hen på min plads, og finder mine bøger frem til første time. Vi skal lave gruppearbejde, men der er selvfølgelig ikke nogen, der vil arbejde sammen med mig. Læreren sætter mig sammen med tre andre piger. De snakker ikke til mig men stikker hovederne sammen og fniser, når de kigger på mig. Det første frikvarter er forfærdeligt! De mobber mig, de kalder mig monster, de sparker mig og siger jeg skal smutte hjem. Og jeg vil bare så gerne hjem. Da skolen endelig er forbi og jeg er på vej hjem, kaster de sten efter mig. Jeg ved jo godt at jeg er anderledes, men jeg synes de overdriver meget.
I dag har jeg fået nok. Jeg tager ikke i skole. Jeg gemmer mig i et hjørne på mit værelse. Jeg vil blive der resten af dagen. Men pludselig rammer en sten ruden, og jeg styrter sammen. Nu banker det på døren. Mit hjerte banker vildt og jeg lytter. Mor åbner døren og jeg hører stemmer nede i gangen. Så er der trin på trappen og de stopper ud for min dør. Døren bliver skubbet op. Jeg bliver bange. Men så dukker der et lille, gult hoved frem. Det er pigen jeg sidder ved siden af. ”Hej Viki Monster” hun smiler, men hun laver ikke sjov med mig. Hun hedder Susi. Og hun er rigtig sød. Vi er sammen resten af dagen. Og i skolen forsvarer hun mig ved at sige, at det kun er udseendet, der er anderledes, men de andre siger, at det sidder i hjernen.
En dag da Susi og jeg sidder og snakker, siger hun lige så stille ”jeg har også været et monster. Men det er jeg ikke mere. Nu er jeg bare en pige fra Japan” hun holder en lille pause, ”hvor kommer du egentlig fra?” Nu forstår jeg hvorfor hun ikke grinte, og hvorfor hun hjalp mig. Hun ser mig ikke som et monster, men en helt normal pige. ”Jeg er fra Kenya” svarer jeg. Den dag er vi mere stille, end vi plejer at være.
Det er en god morgen, solen skinner og fuglene fløjter. Jeg ser mig i spejlet. Men der er ikke noget monster, der ser tilbage. Kun en pige fra Kenya. Hun smiler og siger: ”Jeg hedder Viki. Jeg er en helt normal pige.” Jeg skynder mig i skole. Jeg håber at de andre vil glemme at jeg var et monster. Men de griner stadig af mig.
torsdag den 19. marts 2015
Kenny tigeren med downs syndrom 🐯
Den hvide tiger, Kenny, viser konsekvenserne ved indavl.
Den hvide tigere er ikke en tiger race, men en albino der er blevet er blevet indavlet på.
Det begyndte da en mand så albino tigeren, og syntes den smuk.
Men nu har Kenny vist hvad konsekvensen er: sygdomme. Kenny fik selv downs syndrom.
Skrevet af Freya
Den hvide tiger, Kenny, viser konsekvenserne ved indavl.
Den hvide tigere er ikke en tiger race, men en albino der er blevet er blevet indavlet på.
Det begyndte da en mand så albino tigeren, og syntes den smuk.
Men nu har Kenny vist hvad konsekvensen er: sygdomme. Kenny fik selv downs syndrom.
Skrevet af Freya
Bogstave digt om anderledes
Anderledes, arbejde, alternativ.
Nedgjort, naiv, næsvis.
Dum, desperat, dumdristig.
Elskelig, eftertragtet, enspænder.
Rar,respektløs,rolige .
Liv, lille, livlig.
Ensom, enestående, elendig.
Dikteret, deler, duks.
Erindrer, Einstein, ene.
Speciel, svage, spændene.
Nedgjort, naiv, næsvis.
Dum, desperat, dumdristig.
Elskelig, eftertragtet, enspænder.
Rar,respektløs,rolige .
Liv, lille, livlig.
Ensom, enestående, elendig.
Dikteret, deler, duks.
Erindrer, Einstein, ene.
Speciel, svage, spændene.
Abonner på:
Opslag (Atom)