Viki Monster af freya

 Jeg hedder Viki. Jeg er et monster. Et lille, dumt monster. Et monster med en stor, sort manke og en bred tud. Et monster der skal starte på en ny skole.

Min nye lærer følger mig ind i klassen, skubber mig foran sig og beder mig om at præsentere mig selv. Jeg bliver varm og kold på samme tid. Jeg har lyst til at løbe væk.”Hej... Jeg er Viki…” begynder jeg, men jeg når ikke at fortsætte, før de andre begynder at grine. Sikke en klasse, tænker jeg. ”Og jeg er et monster” mumler jeg, da jeg sætter mig på den plads min lærer viser mig. Pigen til venstre for mig griner ikke. Hun smiler ikke engang. Hvorfor ikke? Synes hun ikke jeg er mærkelig? Eller grim? Jeg får øjenkontakt med hende, men hun kigger hurtigt ned i bordet.

 Næste morgen da jeg kommer i skole, griner de alle sammen af mig, så jeg skynder mig hen på min plads, og finder mine bøger frem til første time. Vi skal lave gruppearbejde, men der er selvfølgelig ikke nogen, der vil arbejde sammen med mig. Læreren sætter mig sammen med tre andre piger. De snakker ikke til mig men stikker hovederne sammen og fniser, når de kigger på mig. Det første frikvarter er forfærdeligt! De mobber mig, de kalder mig monster, de sparker mig og siger jeg skal smutte hjem. Og jeg vil bare så gerne hjem. Da skolen endelig er forbi og jeg er på vej hjem, kaster de sten efter mig. Jeg ved jo godt at jeg er anderledes, men jeg synes de overdriver meget.

I dag har jeg fået nok. Jeg tager ikke i skole. Jeg gemmer mig i et hjørne på mit værelse. Jeg vil blive der resten af dagen. Men pludselig rammer en sten ruden, og jeg styrter sammen. Nu banker det på døren. Mit hjerte banker vildt og jeg lytter. Mor åbner døren og jeg hører stemmer nede i gangen. Så er der trin på trappen og de stopper ud for min dør. Døren bliver skubbet op. Jeg bliver bange. Men så dukker der et lille, gult hoved frem. Det er pigen jeg sidder ved siden af. ”Hej Viki Monster” hun smiler, men hun laver ikke sjov med mig. Hun hedder Susi. Og hun er rigtig sød. Vi er sammen resten af dagen. Og i skolen forsvarer hun mig ved at sige, at det kun er udseendet, der er anderledes, men de andre siger, at det sidder i hjernen.

 En dag da Susi og jeg sidder og snakker, siger hun lige så stille ”jeg har også været et monster. Men det er jeg ikke mere. Nu er jeg bare en pige fra Japan” hun holder en lille pause, ”hvor kommer du egentlig fra?” Nu forstår jeg hvorfor hun ikke grinte, og hvorfor hun hjalp mig. Hun ser mig ikke som et monster, men en helt normal pige. ”Jeg er fra Kenya” svarer jeg. Den dag er vi mere stille, end vi plejer at være.

 Det er en god morgen, solen skinner og fuglene fløjter. Jeg ser mig i spejlet. Men der er ikke noget monster, der ser tilbage. Kun en pige fra Kenya. Hun smiler og siger: ”Jeg hedder Viki. Jeg er en helt normal pige.” Jeg skynder mig i skole. Jeg håber at de andre vil glemme at jeg var et monster. Men de griner stadig af mig.